Jeg bærer min alder med ynde,

fortæller dagligt mit spejl.

Endskønt jeg da godt kan begynde

At se et par bitte små fejl.

Et netværk af livfulde rynker

har sat karakter på min kind.

Umærkeligt brystkassen synker,

Så navlen bli’r smukt kapslet ind.

Lidt tyndslidt jeg er vel i toppen,

og hårfarven tonet i gråt.

Det knirker og knager i kroppen,

Med ellers så går det skam godt.

Jeg trænger til stærkere briller,

for bogstaver er nu så små,

at bøger og suduko driller,

men himlen er stadigvæk blå.

Med hørelsen jævnligt det kniber,

og det kan da være lidt drøjt.

Men lyden af lærker og viber

jeg elsker dog stadigvæk højt.

Hvorfor sku’ jeg gå og beklage

De rynker, jeg får på min kind?

For vel er jeg gammel af dage,

Men stadigvæk ung i mit sind.